BESØG VIBY MØLLE

 

Der er åbningstid i juli og august: Søndage 13.00 - 16.00

Møllen er opført i 1852 og er en ottekantet vindmølle af hollandsk type med galleri. Undermøllen er i pudset granit. Overmøllen er i træ og er beklædt med spån. Hatten er løgformet og ligeledes beklædt med spån. Vingerne er med hækværk til sejl og møllen krøjes manuelt fra galleriet.
Møllen er bygget som kornmølle og var i drift indtil 1956.

Viby Mølle ligger lidt udenfor landsbyen Viby nogle kilometer nord for Kerteminde og er den sidste af 7 møller på Hindsholm. Møllen står på en kunstig bakke og her stod fra 1600-tallet og indtil 1852 en stubmølle, der så sent som i 1850 ejedes af godset Hverringe, mens nabogodset Brolykke ejede Svanemøllen i Kerteminde. Møllerne har altså været fæstere under herregårdene og det har ikke altid været nemt. I 1790 måtte møllefæster Lars Larsen Thorup forlade Viby Mølle for at undgå al ulejlighed og proces. Han meddelte Rentekammeret, den tids Told og Skat, at han opgav sit fæstemål, da han skulle betale 3 rigsdaler i skat. Han kunne kun betale 1 rigsdaler da han havde haft 80 rigsdaler mere i udgift end i indtægt. Bl.a. udgifter til to nye møllesten, en ny møllefod og flere reparationer. Han skyldte også sit herskab 80 rigsdaler af indfæstningen og 10 rigsdaler i skatter og afgifter af møllen. Da der desuden kun var et jordtilliggende på 0,15 tønde land havde Lars Larsen Thorup ikke andre muligheder end at give op.

Den næstsidste møller på Viby Mølle var Lars Poulsen der købte møllen til selveje i 1919 efter at have været fæster af mølle og møllegård siden 1885. Hans søn Johannes arvede ejendommen i 1937 og blev den sidste møller i Viby. Han indstillede driften i 1956 og i 1959 blev møllen fredet.

I 1987 overtog Viby Sogneforening møllen, der blev gennemgribende restaureret og nu står som en fuldt funktionsdygtig mølle med 4 kværne og som er i stand til at male fuldkornsmel, samt gryn af byg. Viby Mølle har faste Åbningstider hele sommeren, hvor vingerne og maleværket sættes i gang. Der er begrænset parkering ved møllen og ingen borde/bænke eller andre faciliteter for besøgende.